Ligaholdets nye trænerteam: Steen Hansen & Serge Bodjo

image Steen Hansen er ny cheftræner på Odense Q's ligahold efter halvandet år som assistenttræner. Han har tidligere været cheftræner for Herlufsholms kvinder i 1. division.
28. juni 2019 kl. 21:27
Mød ligaholdets nyetablerede trænerteam og få del i deres tanker om det forestående samarbejde.

Oven på afskeden med Morten Christiansen er det på tide at sætte fokus på Steen Hansen og Serge Bodjo, der skal lede Odense Q-tropperne gennem den kommende sæson i Kvindeligaen.


Ny cheftræner: Steen Hansen

Steen Hansen er ny cheftræner på Odense Q’s ligahold. Han har været holdets assistenttræner siden december 2017, og forud for ankomsten i Odense stod han i spidsen for Herlufsholms kvindehold i 1. division.

Steen har et meget grundigt kendskab til spillertruppen samt en tilgang til spillestil og træning, som er helt på linje med den, der har præget holdet i nyere tid.

- Vi er nået et godt stykke vej med det arbejde, Morten og jeg har lavet med holdet, og i forhold til spilkonceptet og måden, vi træner på, kommer det ikke til at adskille sig fra det seneste halvandet års arbejde. For mit vedkommende er det mere noget med, at jeg som cheftræner nu er den sidste, der kan påvirke tingene – og det glæder jeg mig meget til, fortæller den nye Odense Q-cheftræner.

Ny assistenttræner: Serge Bodjo

Serge Bodjo er holdets nye assistenttræner, og han kommer med en stor fodboldmæssig erfaring – både som spiller og træner. Tidligere har han bl.a. været assistenttræner på Team Odense Q's U18 DM-hold, hvor han har arbejdet med mange af Odense Q-truppens unge spillere.

- Jeg glæder mig helt vildt meget. Noget af det der har trukket helt vildt meget, er relationerne fra min tid i Team Odense Q. Flere af de spillere, jeg arbejdede med på U18 DM, spiller nu i Odense Q, og jeg ser virkelig frem til igen af følge deres udvikling på tæt hold og hjælpe dem til at præstere på seniorniveau, lyder det fra Serge Bodjo.

Serge har et godt ry blandt spillere og trænerkollegaer fra tiden i Team Odense Q, og cheftræner Steen Hansen er også meget positiv omkring det nye samarbejde på Odense Q-trænerbænken.

- Jeg ser frem til at arbejde videre med holdet sammen med Serge. Mit umiddelbare indtryk – også ud fra hvad jeg har hørt fra dem, der har arbejdet sammen med ham i Team Odense Q – er, at han en rigtig humørspreder, som også er meget dygtig på det fodboldfaglige område. Vi har så småt fået defineret de fokusområder, vi hver især kan arbejde med, og jeg ser meget frem til at komme ud og udføre det i praksis, fortæller Steen Hansen oven på sit første møde med holdets nye assistenttræner.

Odense Q-formand: Kan kun være glade

Også fra klubbens ledelse er der stor opbakning til det nye trænerteam og kvaliteter, de hver især bringer til bordet.

- Vi er meget glade for, at Steen vil fortsætte i cheftrænerrollen. Med ham i spidsen kan vi uden problemer fortsætte arbejdet med det eksisterende koncept, og han kender alt til klubben og til spillerne, også på ungdomssiden. Samtidig har vi været så heldige at få en ny assistenttræner i Serge, der har et stort kendskab til mange af holdets unge spillere, som han har trænet i Team Odense Q. Vi kan kun være glade for, at trænerskiftet er forløbet så smertefrit, som det er tilfældet, fortæller Odense Q-formand Rene Hansen.

I den kommende tid tager vi et nærmere kig på de mange prestigefyldte spillerkåringer, som fandt sted til klubbens fælles sæsonafslutning i uge 25.

Luk