Tenna Kappel: Spændende weekend foran os
Denne weekend drager 3F Liga-tropperne på træningsweekend hos Efterskolen ved Nyborg. På programmet er der masser af træning og sociale aktiviteter samt et brag af en testkamp mod Farum BK/FCN, som også er Odense Q's første modstander i forårets kvalifikationsspil.
Vi har taget en snak med anfører Tenna Kappel forud for træningsweekenden i Nyborg.
Hvordan har stemningen i truppen været oven på Brøndby-kampen?
- Jeg synes, den har været rigtig god. Det var selvfølgelig en hård kamp mod Brøndby, men selvom vi gik til pause bagud 5-0, blev vi ved med forsøge, og vi blev ved med at bakke hinanden op inde på banen. Det var et rigtig positivt tegn, synes jeg. Vi stepper op i 2. halvleg, hvor Brøndby måske også går lidt ned i kadence, men vi holder dem fra at score og får selv sat en ind i den anden ende. Vi fik sluttet godt af, og jeg tror, at det var vigtigt for os at få nogle gode erfaringer over for så dygtig en modstander her i opstarten.
I runder ugen af med en træningsweekend på Efterskolen ved Nyborg. Hvordan ser du frem mod weekendens program?
- Jeg glæder mig meget. Vi havde en rigtig god træningslejr, sidst vi var på besøg hos EVN, så det er mega fedt, at vi kan gøre det igen. Vi har nogle gode træningsforhold derhenne, og det bliver sjovt at være sammen pigerne i nogle lidt andre rammer, end vi er vant til. Jeg tror, vi har en spændende weekend foran os.
Hvad skal I som hold have med fra sådan en weekend?
- Vi skal først og fremmest lære hinanden bedre at kende og rykke endnu tættere sammen som hold. Vi har en del nye, unge spillere i truppen, så det er vigtigt for os, at vi får udviklet lidt på de indbyrdes relationer. Og så skal vi selvfølgelig spille en masse fodbold og bygge videre på de ting, vi har arbejdet med under opstarten.
Lørdag kommer Farum BK/FCN på besøg til en træningskamp. Hvad skal I bruge kampen til?
- Det er den første test, der kan give os en lille idé om, hvor vi står i det kommende kvalspil. Vi skal dog først og fremmest fokusere på vores eget spil, men det er også en modstander, som vi har stor respekt for. Vi vandt godt nok i Farum i efteråret, men der er sket rigtig meget på begge hold siden den kamp. Jeg tror, vi får en god testkamp, hvor begge hold får mulighed for at prøve en masse ting af. Vi bliver bedre og bedre for hver kamp vi spiller sammen, og det håber jeg, vi fortsætter med at vise på lørdag.
Lørdagens testkamp mod Farum BK/FCN sparkes i gang kl. 13:00 hos Efterskolen ved Nyborg.