Menu

Sarah Sundahl: Skal vise vi tør spille fodbold

image - Det betyder rigtig meget, og jeg er super glad for det, fortæller Sarah Sundahl om Månedens Spiller-prisen, som hun blev tildelt i sidste uge.
22. maj 2019 kl. 22:07
Læs interview med 17-årige Sarah Sundahl, der i sidste uge blev kåret til Månedens Spiller i april.

Et af de store lyspunkter på 3F Liga-holdet dette forår har været den stadigt stigende indflydelse på banen fra holdets unge spillere.

I den efterhånden store gruppe af talentfulde unge Odense Q'ere finder vi 17-årige Sarah Sundahl, der i vinters besluttede sig for at tage springet op i voksenrækkerne i Odense Q et halvt år før tid. Her har hun imponeret stort i den første tid, og i sidste uge kronede hun en flot start på seniortilværelsen, da hun blev kåret til Månedens Spiller i april af De Bordeauxrøde Svaner.

Vi har fanget Sarah til et interview forud for lørdagens store lokalopgør mod Næsby.


Inden kampen mod Vildbjerg kårede fansene dig til Månedens Spiller i april. Hvad betyder det for dig at få den anerkendelse?

- Det betyder rigtig meget, og jeg er super glad for det. Jeg var jo meget spændt på, hvordan det ville gå, efter jeg rykkede op i vinters, og det her er et stort skulderklap. Det gør også, at man bliver lidt stolt af det, man har præsteret.


Hvad har I arbejdet med siden Vildbjerg-kampen?

- Vi har arbejdet ekstremt meget med vores kommunikation, både på banen blandt os spillere og fra træner til spiller. Det er hovedpunktet, vi har arbejdet med. Og så har vi selvfølgelig arbejdet videre med vores possessionspil, så vi kan vende tilbage til at spille på den måde, som vi gerne vil.

Lørdag står den på lokalbrag på hjemmebane mod Næsby. Hvad skal I ud og vise i den kamp?

- Vi skal ud og vise, at vi tør spille fodbold, og at vi har modet til at gå ind i nærkampene med Næsby. Vi skal være gode til at holde bolden i egne rækker og være klar til at gå til den gennem hele kampen.


Hvad tror du bliver afgørende for kampens udfald?

- For os bliver det afgørende, at vi tør spille vores eget spil. Gør vi det, kan vi få en meget lige kamp og også gøre det svært for Næsby. Men spiller vi på deres præmisser, som vi gjorde i store dele af den første kamp mod dem, kan det godt gå hen og blive svært for os. Så jeg tror det kommer til at handle lidt om, hvilket af de to hold der er bedst til at skabe præmisserne for spillet på lørdag.

 

Lørdagens lokalderby sparkes i gang kl. 13:00 på bane 1. Kampen livestreames også på Mycujoo.tv.

Se højdepunkter fra forårspremieren i Næsby:

Luk