Optakt: Hold 2 klar til comeback i Kvindeserien

image
29. marts 2019 kl. 13:36
Læs fyldig optakt til Hold 2's forårssæson med udtalelser fra cheftræner Claus Bertelsen og anfører Maria Olsen.

Sæsonpremieren står for døren på Hold 2, der de kommende måneder skal prøve kræfter med modstanden i Kvindeserie Vest. I vores store sæsonoptakt tager vi temperaturen på holdet med inputs fra et par af de centrale aktører.

Maria Olsen: - Jeg glæder mig

Efter et års fravær er Odense Q's Hold 2 tilbage i Kvindeserie Vest, og årets første turneringskamp spilles på søndag. Her skal Odense Q-tropperne på besøg hos Stensballe IK, der tog en flot 3. plads i Kvindeserie Vest i efteråret. De seneste måneder har holdet forberedt sig på træningsbanen samt i testkampe mod Næsby, Fredericia (x2) og Team Odense Q's U16 Liga 1-hold. Her er det ganske vist blevet til to uafgjorte og to nederlag, men i turneringssammenhæng er holdet fortsat ubesejret siden cheftræner Claus Bertelsens tiltrædelse i sommers.

Den flotte stime kommer til at stå sin prøve i de kommende måneder, men den fodboldmæssige udfordring, der venter i den nye række, er i selv en stor motivation for trænere og spillere. Det gælder ikke mindst hos anfører Maria Olsen, som også var med, da holdet senest var at finde i Kvindeserien tilbage i efteråret 2017.

- Jeg glæder mig til, at vi alle er tilbage igen og til at se, om vi kan klare det i Kvindeserien. Det kræver selvfølgelig, at alle er med, og at vi kan holde os nogenlunde skadesfri gennem foråret. Men jeg synes, vi har gjort det godt i opstarten, og specielt vores indsats i kampen mod Næsby var rigtig god, fortæller hun.

Claus Bertelsen: - En god blanding

Hold 2 rummer lidt af hvert. Holdets faste kerne består af spillere med flere års erfaring fra seniorfodbolden. Nogle har været med siden klubbens stiftelse i sommeren 2016, mens andre er kommet til udefra i løbet af de seneste små 3 år. De garvede kræfter suppleres af en talentfuld gruppe af spillere, der i sommers rykkede op som en del af Odense Q-historiens første større kuld af oprykkere fra Team Odense Q (herefter TOQ).

 - Vi er jo et breddehold, og derfor skal vi både have den gode fodbold og de sociale aspekter kørt ind, så alle er med. Det kan godt være en udfordring, fordi det er nogle forskellige mentaliteter, der mødes, men jeg synes, at vi har en god blanding af spillere, der også kommer godt ud af det med hinanden, fortæller cheftræner Claus Bertelsen om den nuværende trupsammensætning.

Boblerne: Bindeled til 3F Liga-holdet

Blandt spillerne på Hold 2 finder vi også Boblerne. Det er en gruppe af spillere, som på baggrund af deres talent og ambitionsniveau jævnligt træner sammen med 3F Liga-holdet. Boblerne udgør et vigtigt bindeled mellem klubbens to hold, og den seneste tid har flere af efterårets Hold 2-profiler også gjort sig gældende i kampe på førsteholdet.

- Samarbejdet skulle jo gerne være så godt, at 3F Liga-holdet let kan plukke en spiller eller to, når de har behov for det. Og det har de også gjort i form af fx Maja Bødker, Malene Rodríguez og Sofie Ottosen, der alle har spillet med dem her i opstarten. Omvendt får vi jo noget kvalitet ned en gang imellem, hvilket vi bestemt ikke er kede af, fortæller Claus Bertelsen.

Anfører Maria Olsen, der selv fik debut i 3F Ligaen tilbage i foråret 2018, hilser også spillerudvekslingen mellem klubbens to hold velkommen.

 - Det er mega fedt at se flere af pigerne være med omkring 3F Liga-holdet. De arbejder så hårdt for det, og jeg er sikker på, at de nok skal gøre det godt, hvis chancen byder sig. Og så viser det jo, at man som Hold 2-spiller sagtens kan drømme om at spille med på højeste plan, pointerer hun.

Det sociale fællesskab

En af fodboldens vigtigste motivationsfaktorer er det sociale samspil på holdet, som fra start har været et af Claus Bertelsens helt store fokuspunkter. I sin første halvsæson som Odense Q-træner fejrede han et par store triumfer sammen med spillerne, der løbende har formået at bygge videre på et i forvejen stærkt sammenhold i truppen.

- Vi har fået opbygget et rigtig godt socialt fællesskab, som vi også har gavn af i kamp og til træning. Nu har der fx været lidt småskader på holdet, og der har vi været gode til at passe lidt ekstra på hinanden og tage de hensyn, der skal til, for at alle føler sig trygge. Og så er vi gode til at lave arrangementer uden for banen. Det gælder både de lidt større fællesarrangementer, men også bare det at man en gang imellem tager ud og spiser en pizza sammen efter træning, fortæller Hold 2-anfører Maria Olsen.


Udfordret på bredden

Hold 2 leverede store resultater i efterårssæsonen, som endte på lykkeligste vis med en pokaltitel og en suveræn oprykning fra Albaniserien. Cheftræner Claus Bertelsen har dog været udfordret under opstarten, hvor han til tider har rådet over en meget smal trup.

- Vores udfordring her i opstarten har været, at nogle af spillerne har været med omkring 3F Liga-holdet. Det er gået lidt ud over bredden hos os, men stamspillerne er der stadigvæk, og hvis vi kan stille med nogenlunde samme hold som i efteråret, er jeg ikke bekymret for det. Det er ikke sikkert, at vi kan det, men det må tiden jo vise. Nye spillere er altid meget velkomne, og hvis man sidder derude og godt kunne tænke sig at være med på holdet, så kom endelig forbi og træn med en dag, lyder opfordringen fra Hold 2-cheftræneren. 

Kontakt Claus Bertelsen, hvis du godt gerne vil prøve at træne sammen med holdet.

Træningssamarbejde med Team Odense Q

Et samarbejde med TOQ's U18 Liga 1-hold er med til at kompensere for den aktuelt manglende bredde i truppen.

 - Hvis vi ikke er så mange til træning, slår vi os sammen med TOQ's U18 Liga 1-hold, som vi har et rigtig godt samarbejde med. Samtidig har vi en aftale om, at nogle af U18-spillerne kan hjælpe os i forbindelse med kampe, hvis der er behov for det, forklarer Claus Bertelsen.

Fællestræningen med U18-spillerne er både med til at løfte træningsniveauet og skabe nye relationer til morgendagens seniorspillere. Og Hold 2-anfører Maria Olsen ser allerede frem til, at hun på mere fast basis kan spille sammen med de talentfulde TOQ-spillere. 

- Det er et hold med mange dygtige spillere, og det ser vi, hver eneste gang vi træner sammen med dem. De bidrager rigtig godt til træning, og jeg glæder mig egentligt bare til, at de bliver gamle nok til at rykke op, tilføjer Hold 2-kaptajnen.

Søndagens forårspremiere fløjtes op kl. 12:00 ved Stensballe Hallen (Bygaden 59, 8700 Horsens). Følg med her på siden samt på vores Facebook og Instagram, hvor vi vil gøre vores bedste for at holde jer orienteret om Hold 2-troppernes eventyr i Kvindeserien.

Luk