Menu

Odense Q-Farum BK/FCN: Billeder & Reaktioner

image
24. februar 2019 kl. 19:30
Se billeder og læs reaktioner på lørdagens 4-3 sejr over Farum BK/FCN.

Odense Q’s 3F Liga-hold har denne weekend spillet fodbold og hygget på Efterskolen ved Nyborg som et led i forberedelserne frem mod den kommende forårssæson.

Det helt store højdepunkt på programmet var en træningskamp mod Farum BK/FCN, som også er Odense Q's første modstander i forårets kvalifikationsspil. Og bedømt på lørdagens begivenheder har vi en spændende forårspremiere i vente, når Farum-holdet kommer til Odense lørdag den 6. april.

Læs om lørdagens testkamp her og se alle billederne i galleriet længere nede på siden.


Odense Q-Farum BK/FCN 4-3 (1-0)

Allerede efter 70 sekunders spil bragte Sandra Jakobsen Odense Q-tropperne i front med et spektakulært langskudsmål (se målet på vores Instagram). Begge hold havde flere gode tilbud i de første 45 minutter – gæsterne bl.a. med et forsøg på stolpen – men det blev ved det ene mål inden pausen.

2. halvleg blev anderledes målrig, og 52 minutter inde i opgøret gjorde Tenna Kappel det til 2-0, efter hun kom på enden af et fladt indlæg fra Fie Steenberg. Nordsjællænderne svarede dog hurtigt igen, og blot et minut senere havde Linnea Borbye reduceret for gæsterne.

Midtvejs i 2. halvleg tog Odense Q-kaptajn Tenna Kappel igen styringen. Først headede hun et frisparksindlæg fra Sarah Sundahl i nettet, og ti minutter senere fremprovokerede hun et straffespark, som Kamilla Ø. Jensen konverterede til en odenseansk 4-1 føring.

Farum BK/FCN sluttede godt af i en tæt og velspillet testkamp. I det 88. minut kom gæsternes Büsra Barut fri i venstre side, og inde foran mål fandt hun Linnea Borbye, der kunne notere sig for sin og holdets anden scoring i kampen. I dommerens overtid reducerede nordsjællænderne til slutresultatet 4-3, da Olivia Madsen fik sat sidste fod på en længere pasningssekvens omkring Odense Q'ernes straffesparksfelt.

Steen Hansen, ass. træner: 

- Samlet set var det en god test for os. Op til kampen havde vi snakket meget om de direkte dueller og trænet et aggressivt presspil, og på de punkter synes jeg faktisk, at vi i perioder skuffer os selv lidt. Til gengæld er det meget positivt, at vi laver fire mål, og når vi får sat spillet op rent offensivt og kommer i de positioner, vi gerne vil, ser det også godt ud. Men vi skal blive dygtigere til at spille os ud af det første pres, og vi skal sørge for, at vi hele tiden har nogle helt klare fælles løsninger inde på banen.

Se alle billederne fra lørdagens kamp i galleriet herunder.

Luk