Hold 2 tabte pusten i Haderslev
Der var godt vejr og masser af mål, da Odense Q's Hold 2 på 2. påskedag gæstede Haderslev FK i Kvindeserie Vest. Se alle billederne fra kampen og fang reaktion fra Odense Q-profil Nanna Christensen længere nede på siden.
Haderslev FK-Odense Q 5-1 (3-1)
Odense Q gik ind til kampen med en sejr og et nederlag i bagagen, mens hjemmeholdet fra Haderslev havde noteret sig for en enkelt sejr og to nederlag forud for mandagens opgør.
Gæsterne fik en god start på kampen, da Frida Sonne Andersen efter blot 8 minutters spil bragte Odense Q-tropperne i front.
Sønderjyderne svarede dog stærkt igen. Med to scoringer midtvejs i 1. halvleg fik Haderslevs Rikke Thomsen vendt kampen på hovedet, inden holdkammeraten Maja Thomsen øgede til 3-1 kort før pausen.
Hjemmeholdet fortsatte de gode takter i en 2. halvleg, der bød på yderligere to Haderslev-scoringer. Først var Arielie Da Silva på pletten efter 67 minutters spil, og få minutter senere gjorde Rikke Thomsen det til slutresultatet 5-1 med sit tredje mål i kampen.
Oven på mandagens kampe i Kvindeserie Vest indtager Claus Bertelsens tropper nu 6. pladsen, mens modstanderne fra Haderslev rykker op på en 5. plads. Odense Q og rækkens andet fynske hold, Oure FA som p.t. ligger på 4. pladsen, har dog en kamp i baghånden.
Hold 2 fortsætter pointjagten i Kvindeserie Vest, når de søndag den 28. april tørner sammen med rækkens nr. 2, JAI Aarhus, fra kl. 13:00 i Marienlyst.
Nanna Christensen: - Rammer ikke dagen
Vi fangede Odense Q-forsvarer Nanna Christensen til en kort kommentar oven på mandagens nederlag.
- Vi rammer ikke dagen over for et godt Haderslev-hold. Det er vi selvfølgelig skuffede over, men vi er kun tre kampe inde i sæsonen, så der er ikke nogen grund til at gå i panik eller tvivle på vores kvaliteter. Vi har stadig en masse vigtige kampe foran os, og jeg er sikker på, at vi er klar til at tage revanche, når Haderslev kommer til Odense senere på sæsonen, fortæller hun.
Se alle billederne fra mandagens kamp i galleriet herunder.