Hold 2 manglede skarpheden i Varde

image Midtbanespiller Maja Bødker scorede det enlige Odense Q-mål mod Varde.
22. september 2019 kl. 19:24
Hold 2 tabte terræn i toppen af Kvindeserie Vest, da Claus Bertelsens tropper lørdag løb ind i et udebanenederlag til Varde.

Lørdag måtte Hold 2 indkassere sæsonens andet nederlag i Kvindeserie Vest, da Varde med en scoring i overtiden sikrede sig alle tre point.

Efter en 1. halvleg uden mål gjorde værternes Jane Jeppesen det til 1-0 efter 54 minutters spil. 10 minutter senere fik Maja Bødker udlignet for Odense Q-tropperne, inden Vardes Mónika Hlíf afgjorde kampen med en 2-1 scoring i dommerens tillægstid.

Forsvarsspiller Laura Hansen tog prisen som Kampens Odense Q-spiller.

Vi fangede assistenttræner Anna Østerbye til en kommentar på lørdagens kamp:

- Det er en kamp, hvor vi er det dominerende hold og skaber mange chancer, men hvor vi mangler skarpheden i afslutningerne. Selvom vi ikke får point med fra Varde, er der mange positive ting at tage med. Vi vælger de rigtige løsninger opspilsmæssigt, og vi viser, at vi er rigtigt gode på bolden over hele banen.

- Da vi spiller en rigtigt god kamp, var det også nogle meget skuffede spillere, der gik fra kampen, men jeg håber, vi kan bruge den skuffelse til at rejse os mod Vejle i næste runde. Og så venter der to spændende returopgør mod Varde og Kolding, så vi kan stadig slutte i toppen af Kvindeserie Vest.

Næste rundes kamp mod Vejle spilles søndag den 29. september kl. 13:00 i Marienlyst.

Luk