Forårets Fund i Odense Q: Sarah Sundahl

image - Det er selvfølgelig et kæmpe skulderklap, fortæller Sarah Sundahl.
11. juli 2019 kl. 16:40
17-årige Sarah Sundahl tog prisen som Forårets Fund i Odense Q. Få holdkammeraternes og Sarahs egen reaktion på kåringen her.

Forårets Fund var uden tvivl den mest omdiskuterede af de priser, der blev uddelt til den fælles sæsonafslutning i uge 25. Flere emner bød sig til i kampen om den individuelle hæder, som går til den Odense Q-spiller, der har imponeret allermest i sin første halvsæson i klubben.


- Et kæmpe skulderklap

I sidste ende faldt panelets valg på 17-årige Sarah Sundahl, der i vinters rykkede op i seniorrækkerne efter en succesrig tid som U18 DM-spiller i Team Odense Q.

- Det er selvfølgelig et kæmpe skulderklap. Det kan være rigtig svært at tage springet fra ungdom til senior, så det er en god pris at få, fordi den anerkender det arbejde, der ligger i den omstilling. Det er fedt at blive rost for indsatsen, og jeg er meget taknemmelig for prisen og for den støtte, vi har fået i løbet af sæsonen, fortæller Forårets Fund.

Tæt kamp om prisen

Sarah startede forårssæsonen som den eneste nyoprykker på Odense Q-holdet, men i april måned gjorde Cecilie Fløe hende følgeskab. Den U19-landsholdsaktuelle duo imponerede stort i foråret, hvor de begge bød sig til med vigtige mål og assists i Kvalifikationsligaen.

Derfor var det også svært at skelne mellem de to, da Forårets Fund skulle udpeges. I sidste ende tog Sarah prisen foran Cecilie, som trods den indbyrdes konkurrence kun havde pæne ord tilovers for vinderen.

- Sarah har jo gjort det rigtig godt, og fra start har hun virkelig vist, at hun kan være med på det her niveau. Rent personlighedsmæssigt er hun også bare sød og venlig, og hun er typen, der altid giver sig 100% til både kampe og træning, fortæller den ligeværdige runner-up.

På midtbanen har Sarah Sundahl haft stor indflydelse på Odense Q-troppernes spil, og hun har regelmæssigt noteret sig for både mål og assists.

- Meget af vores spil er bygget op omkring hende, og så har hun jo været meget afgørende for os med sine langskud og indlæg på dødbolde. Det har vi scoret en del mål på, lyder det fra Cecilie Fløe, der selv headede to Sarah Sundahl-dødbolde i nettet i 3-3 kampen mod Farum BK tilbage i maj måned.

Læs også: Sen scoring gav point på Right to Dream Park

Tenna Kappel: Lærer hele tiden af hinanden

Trods Sarahs åbenlyse kvaliteter var det ikke nogen selvfølge, at hun allerede i sin første halvsæson skulle være en nøglespiller på holdet. Ifølge Odense Q-anfører Tenna Kappel er den flotte start et resultat af, at flere ting er gået op i en højere enhed.

- Sarah er jo kommet op til os på det helt rigtige tidspunkt, og alting omkring hendes oprykning har bare flasket sig. Efter vi tog afsked med et par spillere i vinters, fik hun hurtigt en meget central rolle på holdet, og hun har med det samme bevist, at hun er klar til at spille med på højeste seniorplan, fortæller kaptajnen.

Den modne og ansvarsbevidste tilgang har gjort indtryk på den mere erfarne midtbanekollega, der heller ikke vil sætte begrænsninger for Sarahs fodboldmæssige fremtid.

- Vi lærer hele tiden af hinanden, og det er mega fedt og dybt imponerende, at hun har taget det ansvar og leveret på det niveau, som hun har gjort. Det tager jeg sgu' hatten af for. Hun kan nå langt, og det er et eller andet sted op til hende selv, hvad fremtiden skal bringe, lyder vurderingen fra Tenna Kappel, der selv løb med prisen som Forårets Spiller på Hold 1.

Vi ønsker Sarah et stort tillykke med prisen og de flotte præstationer i karrierens første halvsæson som seniorspiller. Senere på ugen går vi i dybden med Forårets Fighter-kåringerne på klubbens to hold.

Luk