Forårets Fighter på Hold 2: Ida-Marie Rosholm

image - Jeg må indrømme, jeg blev meget overrasket over at få prisen, fortæller Ida-Marie Rosholm.
20. juli 2019 kl. 20:14
Forårets Fighter-prisen på Hold 2 gik til Ida-Marie Rosholm. Læs reaktioner på kåringen her.

I foråret spillede Hold 2 sig til overlevelse i Kvindeserie Vest for første gang i klubbens historie.

Undervejs var holdet hårdt udfordret på bredden, men en stor kollektiv arbejdsindsats banede vejen for den vigtige milepæl, som blev sikret flere runder før tid. Der var derfor også hård kamp om prisen som Forårets Fighter på Hold 2, der i sidste ende gik til midtbanespiller Ida-Marie Rosholm.

I artiklen her vender vi kåringen i selskab med Ida-Marie, anfører Maria Olsen og assistenttræner Anna Østerbye.

 

- Blev meget overrasket

Ida-Marie har de seneste par år været et centralt led på Hold 2. På midtbanen bringer hun et højt teknisk niveau og en stor vilje til – bogstaveligt talt – at ofre sig for holdkammeraterne.

- Jeg må indrømme, jeg blev meget overrasket over at få prisen. Den havde jeg ikke lige set komme. En af begrundelserne var, at jeg havde spillet en masse minutter i foråret, selvom jeg har døjet meget med mit knæ. På den baggrund kan jeg måske godt se det, men det kom stadig som en overraskelse, fortæller den 19-årige midtbaneslider.

Hun har været omringet af mange andre hårdt fightende holdkammerater på Hold 2, og vi bad Forårets Fighter afsløre, hvem hun ville have givet prisen til.  

- Der er mange, men jeg ville nok vælge enten Sofie Ottosen eller Anna Hyldig. De har begge kæmpet virkelig godt, lyder buddene fra Ida-Marie.

Maria Olsen: En vigtig holdkammerat

Et andet centralt led på holdet er anfører Maria Olsen, der blev kåret til Forårets Spiller på Hold 2. Fra sin position i det centrale forsvar har Maria været et nært førstehåndsvidne til de præstationer, der sikrede Ida-Marie Rosholm titlen som Forårets Fighter på Hold 2.

- 'Ros' er virkelig en fighter med stort F. Hun knokler og giver sig altid 110%, og hun er altid klar til at tage de lange løb uden bold. Nu har vi i foråret oplevet at være bagud i mange af kampene, men uanset modgangen har man hele tiden kunnet høre hende inde på banen. Både på og uden for banen er hun en vigtig holdkammerat, og det er virkelig fortjent, at hun fik en pris for indsatsen, fortæller Hold 2-kaptajnen.

Anna Østerbye: 'Ros' en af de mest stabile

En anden Odense Q-profil, der ligesom Ida-Marie har døjet med knæproblemer i nyere tid, er Anna Østerbye. Den 24-årige altmuligkvinde har været ukampdygtig siden efteråret 2018, men er i skadesperioden hoppet ind i rollen som assistenttræner på Hold 2.

Anna og cheftræner Claus Bertelsen har fulgt holdet tættere end nogen andre, og det var da også med trænerteamets velsignelse, at Ida-Marie Rosholm blev kåret til Forårets Fighter.

- ’Ros’ har været en sand fighter i foråret. Hun er gået forrest i alle dueller på banen på trods af tilbagevendende problemer med knæet, og hun har altid taget en for holdet, så andre kunne få en pause. Derudover har 'Ros' været en af de mest stabile spillere på holdet, så prisen er meget velfortjent, vurderer Anna Østerbye.

Sommeren har iøvrigt budt på en regulær dobbelttriumf for Ida-Marie Rosholm, der også sikrede sig en flot studenterhue i juni måned. Vi ønsker den unge fighter et stort tillykke med de stærke præstationer på og uden for banen.

Hold 2-opstart den 5. august

Mandag den 5. august kl. 18:30 starter Hold 2 forberedelserne frem mod efterårssæsonen i Kvindeserie Vest. Nye spillere er altid meget velkomne, og første træning er en oplagt mulighed for at teste vandene og få hilst på trænere og spillere.

Tag kontakt til vores trænerteam, hvis du godt kunne tænke dig at spille med på holdet.

Luk