Forårets Fighter på Hold 1: Sofie Søderholm

image Vi kæmpede os tilbage fra en svær situation i kvalspillet, og det krævede en stor indsats, som vi alle var en del af, fortæller Sofie Søderholm.
14. juli 2019 kl. 21:55
20-årige Sofie Søderholm blev kåret til Forårets Fighter på Hold 1. Læs reaktioner på kåringen fra Sofie og holdkammeraterne i artiklen her.

Der var ikke mangel på gode fighterpræstationer, da Odense Q-tropperne i foråret kæmpede sig vej til en plads i ligaen. Trods det store udvalg var der bred enighed i panelet om, at prisen som Forårets Fighter på Hold 1 skulle gå til Sofie Søderholm.


Sofie Søderholm: Kæmpede os tilbage fra en svær situation

Den 20-årige centerforsvarer har hurtigt tacklet sig ind i de bordeauxrøde fodboldhjerter, og med prisen som Forårets Fighter satte hun et flot punktum for sin første sæson i klubben.

- Jeg er da helt vildt glad for, at der er nogen, der ser mig som en fighter, og som synes, jeg har gjort et godt stykke arbejde. Men jeg synes egentlig, at hele holdet har vist sig som gode fightere. Vi kæmpede os tilbage fra en svær situation i kvalspillet, og det krævede en stor indsats, som vi alle var en del af, lød den beskedne reaktion fra Forårets Fighter.

Tenna Kappel: Det helt rigtige valg

Siden ankomsten har Sofie optrådt i tre forskellige – mere eller mindre faste – konstellationer i det centrale forsvar. Trods rokeringerne har hun formået at holde et højt niveau, og forårets formkurve kunne antyde, at der er mere i vente fra den unge kriger.

- I mine øjne er Sofie det helt rigtige valg som Forårets Fighter. Hun har spillet en rigtig god halvsæson, hvor hun nærmest har rykket sig for hver kamp, vi har spillet, lyder vurderingen fra Hold 1-anfører Tenna Kappel.

På banen bringer Sofie en enorm arbejdsiver, og hendes selvopofrende natur har stor betydning for holdets defensive udtryk.

- Det har været vigtigt for os, at vi i defensiven har haft en spiller som Sofie, der altid er klar til gå forrest i duellerne. Hun er en spiller, som modstanderne slår sig på, og man har virkelig indtrykket af, at hun vil give sin højre arm for at hjælpe os andre inde på banen, fortæller Tenna Kappel.

Sarah Jacobsen: En vaskeægte fighter

Fra start har Sofie haft et tæt og vigtigt samarbejde med keeper Sarah Jacobsen, som fra nært hold har kunnet følge den unge forsvarsspillers udvikling. 

- Hun har taget mere og mere ansvar i forsvarskæden, og det har medført, at vi har stået rigtigt stærkt defensivt i mange af kampene. Min opfattelse er, at hun ikke altid er helt tilfreds med sine egne præstationer, men jeg er bestemt glad for at have hende i mit midterforsvar, fortæller Sarah Jacobsen om Forårets Fighter.

Den rutinerede keeper har nydt godt af Sofies helhjertede tilgang, og især den optimistiske indstilling til returløbene – en af fighterkategoriens klassiske discipliner – får roser med på vejen.

- Hun har en god fysik, som hun er god til at bruge i nærkampene, og så tager hun gerne de returløb, der ellers kan virke håbløse. ’Søder’ er en vaskeægte fighter, der altid kæmper til sidste minut – også selvom benene gav op 10 min før tid, lyder de afsluttende ord fra Sarah Jacobsen.

Ud over prisen som Forårets Fighter kan den unge defensivprofil glæde sig over en velfortjent studenterhue, der blev sikret i sidste måned. Vi ønsker Sofie et stort tillykke med de flotte bedrifter på og uden for banen.

Opstart og træningskampe på Hold 1

Mandag den 15. juli starter Odense Q's ligatropper forberedelserne frem mod sæsonen 2019/20.

Den 3. august inviterer vi til ligapremiere mod BSF, men inden da har vi foreløbigt to træningskampe på programmet: onsdag den 24. juli mod B.93 og mandag den 29. juli mod Næsby. Begge kampe spilles i Marienlyst.

Luk