Tenna Kappel: Skal tro på egne evner

image - Vi glæder os til at komme i gang med turneringen, og håber vi kan starte godt ud med at tage point fra BSF, fortæller Tenna Kappel.
23. marts 2018 kl. 16:11
Odense Q-anfører Tenna Kappel taler ud om lørdagens åbningskamp mod BSF.

Lørdag er der lagt i ovnen til en stor fodbolddag i Marienlyst. Først spiller Marienlysts 2. division herrer imod Frem fra kl. 14:00. Og bagefter står den på forårspremiere i 3F Ligaens slutspil, når Odense Q tager imod BSF med kickoff kl. 16:15.

Vi har taget en snak med Odense Q-anfører Tenna Kappel forud for åbningskampen.

Hvordan er stemningen i truppen forud for det første opgør i slutspillet?

- Stemningen er som altid god. Vi glæder os til at komme i gang med turneringen, og håber vi kan starte godt ud med at tage point fra BSF.

 

Hvad er det for en mentalitet, I skal finde frem til åbningskampen?

- Vi skal tro på egne evner og vise, at vi vil vinde kampen. Selvom BSF ligger 3’er i tabellen, skal vi vise, at vi godt kan spille op med dem og gå efter sejren.

 

Hvilke elementer fra opstarten skal I tage med til BSF-kampen?

- Jeg synes, vi er blevet meget bedre i vores omgang med bolden, og vi stresser ikke så meget, som vi gjorde tidligere. Vi er blevet mere tålmodige i vores spil, og jeg synes også, vi har fået den rette mentalitet til kampene. Det er ting, som vi helt sikkert skal tage med mod BSF.

Læs også: Morten Christiansen: Spillerne er blevet mere robuste

 

I efteråret tabte I begge opgør mod BSF med 2-0. Hvad skal I gøre for at tøjle dem denne gang?

- BSF har nogle profiler, som står for meget af holdets offensive spil, og dem skal vi selvfølgelig være opmærksomme på. Vi er nødt til at stå lidt tættere i kæderne, end vi gjorde mod dem i de to kampe i efteråret. Og så skal vi selvfølgelig lade være med at lukke dumme mål ind og være bedre på banens sidste tredjedel.

Mød op kl. 14:00 på bane 1 og få både BM-drengenes og Odense Q-pigernes kamp med. Sidstnævne kan også ses på Odense Q's Mycujoo-kanal

Luk