Tenna Kappel: Har alt at spille for

image - Vi har alt at spille for, og det skal vi gå ud og vise i returen, fortæller Tenna Kappel.
11. marts 2018 kl. 17:20
Odense Q-anfører Tenna Kappel evaluerer lørdagens 3-2 nederlag i Kolding og ser frem mod den spændende returkamp.

Læs interview med Odense Q-anfører Tenna Kappel, der ser tilbage på lørdagens pokaldrama i Kolding.

I taber på udebane 3-2 til KoldingQ i det første semifinaleopgør. I store vendinger, hvordan oplevede du kampen?

- Jeg synes egentlig, at den er meget lige langt hen ad vejen. Kolding sidder meget på bolden de første 20-25 minutter, men derefter synes jeg, at vi kommer godt ind i kampen og spiller en virkelig god første halvleg. Vi får spillet vores eget spil, og vi tør holde på bolden. I anden halvleg får vi ikke bygget spillet op på samme måde, men vi formår alligevel at kæmpe os tilbage og få scoret til 2-2. Og så er det selvfølgelig bare ærgerligt – meget ærgerligt – at de får det sidste mål i overtiden. Vi er skuffede i dag (red. lørdag), men intet er taget for givet inden returkampen. Nu har vi en god træningsuge foran os, hvor vi bare skal se fremad, så vi næste weekend kan få den sejr, der skal til.

Hvad kendetegnede jeres præstation?

- At vi spiller som et hold. Vi står sammen 100 %, og det kan man se ude på banen. Ellers havde vi heller ikke kunnet sikre os så godt et resultat inden returopgøret. 

Se billeder fra pokalbraget i Kolding

Hvad tager I med fra kampen?

- Masser af godt spil, og at vi scorer to mål. Det viser bare, at vi godt kan spille os frem til chancer mod et tophold som Kolding. Vi har alt at spille for, og det skal vi gå ud og vise i returen, så vi forhåbentlig kan sende dem hjem med et nederlag.

Hvordan føles det at stå over for så stor en kamp på hjemmebane?

- Det bliver super fedt. Og det bliver godt for holdet at få så afgørende en kamp i benene, specielt for de unge spillere, som ikke har prøvet det før.

Returkampen i Odense spilles på lørdag med kickoff kl. 13:00 på Marienlystcentrets bane 1.

Luk