Menu

Steen Hansen: Skal tanke positivitet og selvtillid

image - Vi skal fokusere på at spille ud fra det koncept, vi gerne vil, og vi skal sørge for, at det ikke bliver til en masse små enkeltmandspræstationer, fordi det nu er et Fynsseriehold, vi møder, fortæller Steen Hansen.
17. september 2018 kl. 14:54
Steen Hansen deler sine tanker om VSK Aarhus-kampen og ser frem mod mandagens pokalopgør i Middelfart.

Lørdag var Odense Q-tropperne i aktion i 3F Ligaen, og allerede mandag aften træder de igen i kampstøvlerne, når man gæster MG & BK fra Middelfart. Vi har taget en snak med ass. træner Steen Hansen om de to opgør.


I taber 2-0 i lørdagens udekamp mod VSK Aarhus. Hvordan ser du tilbage på opgøret?

- Jeg synes, at vi spiller en god første halvleg, hvor vi er godt organiseret og får lagt os på de rette positioner. Vi har nogenlunde styr på dem, og vi lykkes sådan set med mange af de ting, vi gerne vil. Stille og roligt begynder vi også at skabe de chancer, der skal til, og både Kamilla Ø. og Sandra har nogle fine muligheder. I første halvleg skaber vi de chancer, som vi kan forvente, men formår desværre ikke at gøre det færdigt.

- I 2. halvleg mister vi noget organisation, fordi vi inde på banen træffer nogle individuelle beslutninger, som ligger uden for vores spilkoncept. Vi viser en god energi rundt omkring på banen, men vi har også et par spillere, som melder sig ud i løbet af kampen, og det er der ikke råd til på det her niveau.


Kampen bliver afgjort på to VSK Aarhus-scoringer i 2. halvleg. Hvordan oplever du de afgørende momenter?

- Vi laver en personlig fejl, som bliver straffet i forbindelse med det første mål. Og i jagten på 1-1 målet indkasserer vi på et VSK-frispark, der bliver rettet af i muren og snyder Laura, som i øvrigt står en rigtig god kamp. Det var lidt stolpe-ud for os, og det skal vi selvfølgelig arbejde på at få vendt om. Morten og jeg tror stadig på, at vi som hold rykker os derhen, hvor vi kan vinde de her kampe, og vi sidder med en følelse af, at der rent spilmæssigt kun er marginale forskelle på os og nogle af de mere etablerede 3F Liga-hold. Men det er afgørende, at pigerne tror 100% på sig på selv og hinanden, når de går på banen.

 

Mandag aften møder I MG & BK fra Middelfart i pokalen, mens I lørdag eftermiddag er værter for 3F Liga-kampen mod KoldingQ. Hvordan skal I gribe tingene an i den kommende uges tid?

- Først og fremmest skal de spillere, som ikke fik fuld tid i lørdagens kamp, starte inde i Middelfart. Og så er der et par stykker omkring førsteholdstruppen, som vi også gerne vil se an. Det vigtige for os som hold og som klub er, at vi griber Middelfart-kampen an på præcis samme måde, som vi gør med 3F Liga-kampene.

- De spillere, som skal ind og have chancen for at spille sig i startopstillingen på 3F Liga-holdet, får muligheden for at vise, at de kan finde ind i vores koncept. Vi skal fokusere på at spille ud fra konceptet, og vi skal sørge for, at det ikke bliver til en masse små enkeltmandspræstationer, fordi det nu er et Fynsseriehold, vi møder. Og så skal vi for alt i verden tanke noget positivitet og noget selvtillid, både fra mandagens kamp og fra træningen i løbet af ugen, så vi kan tage det med os til kampen mod KoldingQ på lørdag.


Aftenens pokalkamp sparkes i gang kl. 18:30 på MG & BK’s anlæg i Middelfart.

Luk