Steen Hansen: Rart at komme i gang

image - De gange, vi virkelig tør spille og stoler på hinanden, har vi også succes med det, fortæller Steen Hansen.
27. marts 2018 kl. 15:37
Læs interview med ass. træner Steen Hansen, der ser tilbage på lørdagens 1-0 nederlag til BSF.

Odense Q-tropperne måtte gå tomhændet fra forårspremieren, da BSF lørdag tog en 1-0 sejr med fra Odense. Vi tog en snak om begivenhederne med ass. træner Steen Hansen.

 

Hvordan var det at komme i gang med 3F Liga-slutspillet?

- Det var rart at komme i gang efter nogle måneders forberedelse. Selvfølgelig har der været de her pokalkampe, men det var godt at komme ud og mærke en 3F Liga-kamp. Det er jo den dag, vi på mange måder har arbejdet for at være klar til, og man kunne virkelig mærke den her sitren i dagene og timerne op til kampen.

 

Hvordan ser du tilbage på jeres præstation?

- Efter vi lige kommer i gang i første halvleg, formår vi at se stærke ud og matcher BSF fint. Det giver lidt ekstra tro på tingene. Vi kommer frem til nogle chancer, og vi har vel –  i gåseøjne – de største tilbud i første halvleg. Til gengæld bliver vi overløbet lidt fra starten af anden halvleg, hvor BSF får udnyttet, at vi ikke kommer ordentligt ud efter pausen. Det hænger ved os i noget tid, hvor vi har svært ved at bryde spillet. Men igen formår vi at arbejde os tilbage i kampen, og i de sidste 8-10 minutter lægger vi pres på og går virkelig efter udligningen. Spillerne viser, at de kan lykkes med tingene, når de går til opgaven med det rette mindset. De gange, vi virkelig tør spille og stoler på hinanden, har vi også succes med det. Det skal vi arbejde videre med.

 

Hvordan levede kampen op til dine forventninger?

- I princippet synes jeg faktisk, vi gør det rigtig godt. Vi ved, at BSF og de andre hold i slutspillet er længere fremme end os i den forstand, at de har spillet væsentligt flere kampe sammen i mere indkørte koncepter. Der er vi noget tidsmængde bagefter.

 

Hvad skal I have styr på frem mod de kommende kampe?

- Der er nogle ting omkring vores organisation, vi skal arbejde med. I anden halvleg er der en lang periode, hvor vi ikke har det fysiske og organisatoriske overskud, der skal til for at spille possessionfodbold, når vi endelig får erobret. Så vi skal blive bedre til at finde vores placeringer inde på banen, og samtidig skal vi blive stærkere og mere konsekvente i duelspillet.

Skærtorsdag er der igen hjemmekamp i Marienlyst, og denne gang er det 3F Liga-slutspillets tophold, Fortuna Hjørring, der kommer på besøg. Der er kickoff kl. 13:00 på bane 1.

Luk