Menu

Steen Hansen om ny Odense Q-duo: - Leverer altid 100%

image - Det er to dedikerede spillere, der vil deres fodbold og altid leverer 100% til træning og i kamp, fortæller Steen Hansen om Laura Petersen og Julia Hansen.
30. januar 2018 kl. 20:54
Laura Petersen og Julia Hansen får fine ord med på vejen af ass. træner Steen Hansen, der i sidste sæson arbejdede med dem begge i Herlufsholm.

Søndag kunne vi berette om tilgangen af Laura Petersen og Julia Hansen. Odense Q-assistenttræner Steen Hansen havde fornøjelsen af at arbejde med dem begge, da han i sidste sæson stod i spidsen for Herlufsholm i 1. division. Vi hev fat i Steen for at få hans vurdering af de to nye trupmedlemmer.

- Det er to dedikerede spillere, der vil deres fodbold og altid leverer 100% til træning og i kamp, fortæller Steen Hansen om duoen. Vi bad ham uddybe lidt om de to spillere hver for sig, og herunder kan du læse hans mere specifikke beskrivelse af de nye trupmedlemmer.

Laura Petersen: - Stærk spiller med bolden

- Laura er en stærk spiller med bolden. Hun er dygtig 1-mod-1, og hun har et godt blik for medspillernes løb. Og så arbejder hun hårdt. Laura er en stærk central spiller, som kan bruges som 10'er eller 8'er, og i princippet kan hun også spille som 9'er. Hun er meget dedikeret og god til at tage ting til sig, så hun er en fornøjelse at arbejde med, fortæller han om Laura Petersen.

Julia Hansen: - Meget klog i sit spil

- Julia er en kantspiller med et rigtig godt blik for spillet. Hun har et stort løbepensum, og er særligt stærk på de dybe løb. Julia er dygtig i omstillingerne, og så er hun god til at se, hvor og hvornår de farlige situationer opstår inde på banen. Hun er lidt klejn i det rent fysisk, men kompenserer for det ved at være meget klog i sit spil, fortæller Steen Hansen om Julia Hansen.

Odense Q spiller årets første træningskamp på lørdag, hvor KoldingQ kommer på besøg. Der er kickoff i Marienlyst kl. 13:30.

Luk