Steen Hansen: En stor forløsning

image - Det var en stor forløsning, og man kunne også godt mærke på pigerne, at det var noget, de trængte til. Og det har de fortjent, fortæller Steen Hansen.
21. november 2018 kl. 16:12
Assistenttræner Steen Hansen ser tilbage på præstationen i lørdagens 4-2 sejr over FC Thy-Thisted Q.

Spillere og trænere for Odense Q's 3F Liga-hold kunne lørdag fejre sæsonens første ligasejr, da man hjemme vandt 4-2 over FC Thy-Thisted Q. Med sejren holder Odense Q-tropperne sig inde i kampen om den sidste slutspilsplads, og de 3 point har helt naturligt bidraget positivt til optimismen på holdet.

Vi har taget en snak med ass. træner Steen Hansen om lørdagens opgør.


I vinder 4-2 i lørdagens kamp mod FC Thy-Thisted Q og sikrede jer dermed sæsonens første ligasejr. Hvordan føltes det?

- Det var en stor forløsning, og man kunne også godt mærke på pigerne, at det var noget, de trængte til. Og det har de fortjent. Vi får scoret fire mål, efter vi ikke havde scoret i de seneste tre 3F Liga-kampe, og vi får vendt opgøret ved at vinde 3-0 i 2. halvleg. Det kan vi tage med os. Det var også en vigtig sejr for os trænere. Vi arbejder så tæt sammen med pigerne og prøver at indgyde den her selvtillid og tro på, at de kan vinde de her kampe, så det er selvfølgelig rart at se, når de lykkes med det.

I kommer godt fra land, men to scoringer fra gæsterne vender kampen på hovedet i første halvleg. Hvordan oplevede du de første 45 minutter?

- Jeg synes i princippet, at det er en meget nervøs og – til tider – en lidt rodet kamp i første halvleg. Vi havde nogle spillere, som godt vidste, at de havde kniven for struben, og som – i et eller andet omfang – havde nerverne med sig på banen. Men vi kommer rigtig godt fra start, og Kamilla får tilkæmpet sig et straffespark og scoret efter få minutter. Jeg synes egentlig, at vi starter meget fornuftigt, men så indkasserer vi på et frispark, som kommer efter en af de omstillinger, vi godt vidste ville blive svære at forhindre. Vi stresser for meget i vores boldomgang efter udligningen, og vi begynder at tænke for meget over tingene inde på banen. Og senere kommer vi også bagud 2-1, efter de får headet den ind på et hjørnespark, hvor vi ikke er tydelige nok i vores markering.


Hvordan greb I tingene an i pausen?

- I pausen kunne vi enten vælge at gå ind og give en lille skideballe eller – i en mere positiv tone – opildne pigerne til at gå ud og ændre på det her. Vi tog den positive vinkel på det og gav dem nogle redskaber, der kunne være med til at vende kampen i 2. halvleg. Og det må man sige, de tog godt imod. Og så skiftede vi Line Munk – som lige er kommet tilbage fra en mindre skade – ind i centerforsvaret og smed Tenna op som 10'er i et forsøg på at lægge et større tryk på dem.

I får vendt kampen i 2. halvleg. Hvad ligger til grund for jeres comeback?

- Vi lykkes med at få lagt det rette offensive tryk, og i den anden ende leverer Sarah også et par vigtige redninger undervejs. Og vi undgår den store panik til allersidst, fordi vi får lavet omstillingen til 4-2. Det er så vigtigt, at Søderholm (Sofie red.), som ender med at score, tager det fulde løb og ankommer med god fart i feltet i den situation. Det var en fornøjelse at se den energi og vilje, som pigerne bød ind med i den afgørende fase. Og så betyder det meget for os, at vi formår at være stærke og omstillingsparate i de områder, hvor vi placerer Tenna (Kappel red.). Hun har holdt et højt niveau på de forskellige pladser, hun har spillet i efteråret, og det har virkelig gavnet os. Den ros skal hun have.


I har ikke haft for vane at score på dødboldsituationerne, men i lørdagens kamp får I lavet to hovedstødsmål efter hjørnespark. Hvorfor den pludselige succes på den front?

- Vi trænede hårdt på vores egne dødbolde i torsdags, så det var dejligt at se det hårde arbejde bære frugt. Og det er selvfølgelig en meget tydelig og værdifuld bekræftelse at få for spillerne, når de i kampene lykkes med de ting, vi sætter fokus på til træning. 

Lørdagens kamp satte ny tilskuerrekord i Odense Q, og der var god opbakning fra bl.a. fanklubben De Bordeauxrøde Svaner. Hvad betyder det for jer at opleve den støtte?

- For pigerne betyder det helt vildt meget, at de kan mærke den opbakning og se, at der er så mange mennesker ude at kigge. Jeg tror, at det giver dem en yderligere forpligtelse til at gå ud og vise, hvor meget de indeholder som fodboldspillere. Det var i hvert fald med til at hjælpe pigerne i gang i lørdags, og det skal folk på lægterne have stor ros for. Den supportgruppe, som vi har, er virkelig positive og hjælpsomme. De yder altid en god støtte til kampene, og det giver helt sikkert noget ekstra – også for os trænere.

Lørdag skal Odense Q-tropperne på besøg hos KoldingQ, og der skal fynske point på kontoen, hvis håbet om en plads i slutspillet skal fastholdes. Der er kickoff i Kolding kl. 13:00.

Luk