Menu

Signe Madsen: God indsats hele vejen rundt

image - Jeg vil rigtig gerne vise, at jeg har fortjent en plads på førsteholdet, og det føler jeg også skal komme til udtryk i de kampe her, fortæller Signe Madsen.
11. maj 2018 kl. 15:14
Se billeder fra Hold 2’s 6-0 sejr over Flemløse BK og læs interview med Signe Madsen, der nettede hele 4 gange undervejs.

Odense Q slog Flemløse BK med 6-0 i Albaniserien, da de to hold tørnede sammen i sidste uge. Se billeder fra kampen i galleriet længere nede på siden.

Nanna Christensen og Michelle Sundahl nettede en enkelt gang hver, mens Signe Madsen kunne lade sig notere for hele 4 scoringer i opgøret.

Vi tog en snak med den firedobbelte målscorer om kampen og de mange mål, hun har scoret for hold 2 i foråret.

I vandt hele 6-0 over Flemløse BK. Hvordan vurderer du jeres præstation?

- Jeg synes, vi spillede en rigtig god kamp. Vi fik spillet bolden godt rundt mellem kæderne og kom frem til utroligt mange chancer, mens vi holdt dem fra store chancer i den anden ende. Vi skal være en smule mere konsekvente i offensiven, men alt i alt var det en god indsats hele vejen rundt.

Du har imponeret med en masse mål på hold 2 i foråret, og mod Flemløse laver du hele 4 af slagsen. Hvordan er det som 3F Liga-spiller at spille med på hold 2 og vise sig frem på et lavere niveau?

- Det er rigtig dejligt at have muligheden for at spille med og vise, at man virkelig kæmper sin sag, uanset hvilket hold man spiller på. Jeg vil rigtig gerne vise, at jeg har fortjent en plads på førsteholdet, og det føler jeg også skal komme til udtryk i de kampe her. De mange chancer og mål er med til at booste selvtilliden, og det kommer jo takket være gode bolde og en masse bevægelse fra mine medspillere, som har stor andel i de mål, jeg har fået scoret.

Næste Odense Q-kamp i Albaniserien finder sted på søndag på udebane mod netop Flemløse BK, der skal forsøge at revanchere nederlaget i Marienlyst.

Luk