Optakt: Odense Q-KoldingQ
Der venter os et spændende og intenst opgør mellem regionens to stærkeste kvindehold, når Odense Q senere i dag tager imod KoldingQ i 6. runde af 3F Ligaens grundspil.
Ingen af de to hold har fået den ønskede start på ligaturneringen, og en evt. vinder af dagens kamp kan derfor se frem til at få et tiltrængt boost på både selvtillid- og pointkontoen. I begge lejre har man imidlertid hentet succesoplevelser fra pokalkampene i løbet af ugen. Mandag aften avancerede Odense Q i Kvindepokalen med en udesejr på hele 12-3 over MG & BK fra Middelfart, og KoldingQ fulgte trop, da de senere på ugen tog en udesejr på 5-0 over Varde IF.
Odense Q-tropperne skal forsøge at prikke hul på pointbylden efter en svær start på 3F Liga-grundspillet. En manglende evne til at konvertere chancer til mål har voldt problemer de seneste ugers tid, men mandagens pokalsejr kan meget vel have rykket på både selvtilliden og sigtekornet i de offensive geledder.
Nyankomne Kamilla Ø. Jensen nettede hele 5 gange i Middelfart, og den tidl. KoldingQ-spiller kan igen blive det helt store trumfkort i hjemmeholdets offensiv, når hun i dagens kamp står over for sine gamle holdkammerater. En anden vigtig profil hos hjemmeholdet er Tenna Kappel, som bød ind med 4 scoringer i mandagens pokalsejr. Med sit tekniske niveau og store løbepensum er Odense Q-kaptajnen udset til at få en nøglerolle i hjemmeholdets forsøg på at vinde midtbanen i dagens kamp.
Gør jer klar til at hylde Månedens Spiller i Odense Q, som bliver kåret af fanklubben De Bordeauxrøde Svaner kort før kickoff.
Kamilla Ø. Jensen, angriber
- Jeg forventer, det bliver en tæt og jævnbyrdig kamp. Kolding er kun 3 point foran os, så begge hold har noget at spille for og vil give alt, hvad de har for at få point. Vi skal være super dygtige til at kommunikere inde på banen, hvilket vi manglede lidt af i VSK Aarhus-kampen. Og så skal vi være villige til at løbe de ekstra meter for hinanden og stå stærkt i defensiven gennem alle 90 minutter. Gør vi det – og kan vi samtidig vise mere skarphed foran mål – skal vi nok få point med fra kampen.
Morten Christiansen, cheftræner
- Jeg forventer, at det bliver en svær kamp mod et dygtigt KoldingQ-hold. Begge hold har haft lidt pokalsucces i denne uge, og rent målscoringsmæssigt fik vi da tanket noget selvtillid i Middelfart. Jeg er sikker på, at KoldingQ kommer med fuld styrke, men vi er selvfølgelig klar til at tage arbejdshandskerne på og gøre alt, hvad vi kan for at få et godt resultat.
KoldingQ
Dagens gæster startede 3F Liga-sæsonen med en udesejr på 2-0 over oprykkerne fra B93, inden man løb ind i nederlag til Brøndby (0-3) og senest BSF (1-0). Det efterlader KoldingQ på en foreløbig 6. plads i grundspillet, om end koldingenserne har 1-2 kampe i baghånden i forhold til rækkens øvrige hold.
Ligesom hjemmeholdet er det ikke på målfronten, der har været mest at skrive hjem om fra efterårets 3F Liga-kampe i Kolding-lejren. I pokalkampen mod Varde scorede Lotte Troelsgaard dog sine første 3 mål i sæsonen, og hun forventes at udgøre det helt store omdrejningspunkt i KoldingQ-offensiven, der henover sommeren også har fået tilgang af Sif Rykær og tidl. Odense Q-spiller Britta Olsen.
Dagens 3F Liga-kamp fløjtes i gang kl. 13:00 på bane 1. Umiddelbart efter – kl. 15:00 – går Hold 2 på banen i det spændende Albaniserie-opgør mod Kildemosens BK, som jagter revanche for sidste måneds finalenederlag i Albani Pokalen.
Følg med på Instagram
Odense Q-spillerne Nanna Christensen og Sandra Jakobsen opdaterer fra dagens to kampe på vores Instagram. Følg med derinde og få en masse gode, sjove og skøre indslag fra dagen.