Odense Q-MG & BK: Billeder & Reaktioner
Søndag tog Odense Q-tropperne et vigtigt skridt nærmere en oprykning fra Albaniserien, da man på hjemmebane slog MG & BK med 3-0. Se billeder fra kampen i galleriet længere nede på siden.
Det startede godt for Odense Q, da Anne-Dorthe Knudsen efter 7 minutters spil åbnede scoringen mod sine gamle holdkammerater. Gennem det meste af kampen havde værterne dog svært ved at sætte sig på tingene mod et hårdt kæmpende Middelfart-hold, og kun træværket samt et par gode redninger fra Line Lindberg i Odense Q-målet forhindrede gæsterne i at få udlignet.
Hjemmeholdet satte dog trumf på i kampens slutfase, hvor Malene Rodríguez øgede til både 2-0 og 3-0 med scoringer i det hhv. 79. og 81. minut. Det kunne gæsterne ikke svare tilbage på, og dermed endte det med en hjemmesejr på 3-0 i en kamp, hvor Odense Q-tropperne kun i korte perioder fandt den ro og kontrol, som ellers har været holdets varemærke dette efterår.
Nyankomne Mathilde Grave tog titlen som Kampens Spiller efter en stærk og helhjertet indsats på Odense Q's venstrekant.
Anne-Dorthe Knudsen, første målscorer:
- Det var en meget lige kamp, synes jeg. Vi var ikke altid så gode i spillet med bolden langs jorden, og specielt i den første halve time får vi det ikke til at køre. Men jeg synes, vi retter lidt op på det i det sidste kvarter af 1. halvleg, og de takter får vi også taget med os over i 2. halvleg. De har nogle gode chancer undervejs, som Line får afværget, mens vi straffer dem på de chancer, vi får skabt. Og det er det, der gør, at vi vinder i dag (red. søndag).
Se alle billederne fra opgøret i galleriet herunder.