Ny cheftræner for Hold 2: Claus Bertelsen
Vi byder velkommen Hold 2's nye cheftræner, Claus Bertelsen, der sammen med assistenttræner Anja Petersen skal guide holdet sikkert igennem den kommende sæson i Albaniserien. Med den nye overbygningsaftale mellem Odense Q og Team Odense Q står trænerteamet foran en spændende opgave i at få skabt den rette sammenhæng mellem de etablerede seniorspillere og de unge oprykkere. Vi tog en snak med Claus om motivationen og udfordringerne i den nye rolle.
Hvad motiverede dig til at takke ja til rollen som cheftræner på Hold 2?
- Det var jo Bo (Team Odense Q-formand Bo Sundahl red.), der hev fat i mig. Han fortalte mig, at de manglede en træner, der kunne være med til at forene Team Odense Q og Odense Q, når de her unge piger rykker op, så de ikke stopper efter et halvt år, fordi de kommer op til noget helt nyt og helt anderledes. Og fordi jeg havde haft med mange af dem at gøre tidligere, kunne han godt se mig i den rolle. Og det synes jeg egentlig lyder meget spændende, det her med at få det til at fungere mellem de nye seniorspillere og dem, der har spillet på holdet i flere år.
Hvad er det for en trænerbaggrund, du kommer til Odense Q med?
- Det startede jo lidt som forældretræner under Bo Sundahl, og ham rendte jeg rundt sammen med i fire og et halvt år. Det er jo hovedsageligt de piger, der nu spiller U18, som jeg har været omkring, og dem har jeg kendt, fra de var omkring 11 år gamle. Og så har jeg haft med skolefodbold at gøre i 20 år – både med piger og drenge.
Hvad kan man som Hold 2-spiller se frem til i den kommende sæson?
- Vi skal sørge for at få skabt en god stemning på holdet via noget god og underholdende fodbold. Og så skal vi lave nogle sociale arrangementer, så vi kan få det helt op at køre på tværs af årgangene. Jeg håber, at der vil være en god holdånd, men den skal vi jo også have skabt sammen, fordi der snart kommer en masse unge spillere op. Det kan godt være, det går hen og bliver svært undervejs, men det er udfordringen.
Hvad er det for nogle koncepter og ideer, du gerne vil implementere på holdet?
- Vi skal selvfølgelig arbejde videre i de retninger, som Anette også har gjort. Hun fortalte bl.a., at hun havde arbejdet på at gøre holdet mere boldbessidende, og det er noget, vi fortsætter med. Det skal være angrebsorienteret og underholdende fodbold, så vi skal have gang i noget possessionspil og trænet vores evne til at få flyttet bolden hurtigt.
Claus Bertelsen og Hold 2 er i fuld gang med forberedelserne til den nye sæson. Hvis du godt kunne tænke dig at spille på Hold 2 – eller blot prøve at træne med – så tag kontakt til trænerteamet (se kontaktoplysninger her).