Menu

Morten Christiansen: Skal vise vi vil spille i 3F Ligaen

image - Vi har kunnet holde både træningsniveauet og humøret højt, og det har ikke været til at mærke på stemningen, at der har manglet point i ligaen, fortæller Morten Christiansen.
27. september 2018 kl. 20:34
3F Liga-cheftræner Morten Christiansen giver sit syn på Kolding-kampen og ser frem mod lørdagens vigtige udekamp mod B.93.

Odense Q-tropperne skal forsøge at svare igen på sidste weekends nederlag til KoldingQ, når det går løs i lørdagens bundstrid mod B.93 på Østerbro Stadion. Hverken Odense Q eller de københavnske værter har fået udbytte af 3F Liga-sæsonens kampe hidtil, og derfor er lørdagens møde også begge holds mulighed for at kæmpe sig tilbage i kampen om slutspilspladserne.

Vi har taget en snak med cheftræner Morten Christiansen forud for lørdagens kamp.


I har været igennem en hård start i 3F Liga-regi. Hvordan har I som hold tacklet modgangen?

- Jeg synes, vi har tacklet den rigtig fint indtil videre. Vi har kunnet holde både træningsniveauet og humøret højt, og det har ikke været til at mærke på stemningen, at der har manglet point i ligaen. Men det er klart, at vi er sultne efter den her succesoplevelse, som vi fx havde i udekampen mod VSK Aarhus i foråret. Selvom den sejr ikke gjorde det store udslag i tabellen, kastede den en masse gode ting af sig. Nu fik vi en sejr i pokalturneringen mod Middelfart, men vi er også realister og ved godt, at det er en kamp, vi som 3F Liga-hold skal vinde.


I tabte 5-1 i weekendens kamp mod KoldingQ. Hvad ærgrede du dig mest over ved den lejlighed?

- At vi træffer nogle forkerte beslutninger i opbygningsfasen og spiller med en trukket håndbremse i stedet for bare at tro på, vi godt kan spille fodbold. Frem til 2-1 målet synes jeg egentlig, vi byder Kolding op til dans, og det er skidt, at vi giver dem lov til at score to minutter før pausen på den måde, som vi gør. Vi har set pigerne præstere, som de skal, på alle de tekniske parametre, men det kommer ikke til udtryk i 2. halvleg. Og så kommer det til at virke som om, at vi hele tiden er et sekund bagefter.


Hvad var du så mest tilfreds med jeres indsats i den kamp?

- Det positive må være, at vi trods alt kommer frem til nogle gode tilbud. Ikke mange  men gode tilbud som fx Kamilla Ø.'s hovedstødchance i 1. halvleg. Det samme med situationen omkring straffesparket, hun fremprovokerede, og som Tenna i øvrigt sparkede godt ind.


På lørdag har I en oplagt chance for at få vendt skuden, når I gæster B.93, der også har sæsonens første point til gode. Hvordan skal I forberede jer til den kamp?

- For det første skal vi gøre det klart over for pigerne, at vi ikke er favoritter i den kamp. Vi skal over og vise, at vi vil spille i 3F Ligaen, og at vi har det niveau, der skal til for at gøre det. Hvis ikke vi er 100% klar til den fodboldkamp og det er jo Steens og mit ansvar at sørge for det så bliver det vanskeligt. Der er ikke nogen dårlige hold i den her række, og selvom B.93 også har fået en skidt start på sæsonen, har de ligesom os været tæt på point i flere af kampene. Intet er givet på forhånd i det opgør, og vi skal spille op til vores bedste for at få en sejr.

Lørdagens kamp mod B.93 sparkes i gang kl. 12:30 på Østerbro Stadion.

Luk