Morten Christiansen fortæller om opstarten

image - Steen og jeg skal arbejde på at få optimeret holdet og de enkelte spillere, så vi i fællesskab kan få skabt en masse gode fodboldoplevelser, fortæller Morten Christiansen.
15. januar 2018 kl. 18:42
Læs interview med 3F Liga-cheftræner Morten Christiansen, der ser frem mod januaropstarten i Odense Q.

I denne uge tager Odense Q’s 3F Liga-trup hul på opstarten frem mod en spændende forårssæson med både slutspil og pokalkvartfinale. Vi tog en snak med cheftræner Morten Christiansen om udsigten til den første tid med Odense Q-spillerne.

Hvad er dine forventninger til opstarten?

- Min forventning er selvfølgelig at hilse på en masse piger, som glæder sig til at spille fodbold, og som er klar til at tage kampen op for at komme på holdet. Vi skal bygge et hold op, som er klar til turneringsstart, og det skal vi ved at få implementeret vores spillestil. Det sker langsomt hen ad vejen, hvor vi tager alle de grundlæggende ting og får lavet nogle aftaler, så vi står godt rustet til første kamp. Og så skal vi spille en masse fodbold og nyde det. Og så er det selvfølgelig vigtigt, at spillerne kommer i form, og jeg ved, at Kevin (red. fysisk træner Kevin Trigalo) har lavet et godt styrkeprogram til dem.

Hvad er det for nogle ting, I skal have fokus på?

- Vi skal skabe et hold, og det gør vi ved hjælp af en klart defineret spillestil, som kommer til at præge os. Vi vil gerne spille attraktiv fodbold, og jeg tror det vigtigste er, at vi stiller op til forårssæsonen med fokus på at gøre os så dygtige, at vi kan vinde fodboldkampe og udfordre holdene, der ligger foran os. Vi skal skabe det bedste hold, vi kan, og vi skal skabe de rammer, der skal til for at gøre det. Det gør vi ved hjælp af en klart defineret spillestil, en masse godt humør og en masse gode snakke med pigerne. Det tror jeg bliver vigtigt. 

Er der noget, du ser særligt frem til i din første tid som cheftræner?

- Det er mest det her med at arbejde med nogle dygtige spillere, som har deres berettigelse i 3F Ligaen. Steen (red. assistenttræner Steen Hansen) og jeg skal arbejde på at få optimeret holdet og de enkelte spillere, så vi i fællesskab kan få skabt en masse gode fodboldoplevelser. Jeg ser rigtig meget frem til at lære pigerne at kende og få en fornemmelse af, hvordan vi kan stille holdet og få hele truppen til at fungere som en enhed. Det glæder jeg mig til at komme i gang med. Og så ser jeg frem til at komme ud i nye omgivelser og mærke den kultur, der er i klubben.

En måned inden slutspilspremieren møder I FC Damsø i landspokalens kvartfinale. Hvordan ser du frem mod den udfordring?

- Det er en meget seriøs udfordring, og vi skal bruge de første træningskampe på at optimere os til det opgør. Vi vil meget gerne nå en plads i semifinalen, så vi skruer bissen på og sørger for at være helt klar spilmæssigt, mentalt og fysisk. Og så håber vi det bedste, fordi i pokalfodbold kan alt ske.

Odense Q inviterer til åben træning lørdag den 27. januar, hvor alle spillere med ambition og talent til 3F Liga-bold er meget velkomne til at kigge forbi. Mere info om den åbne træning følger her på siden.

Luk