Morten Christiansen: Ærgerligt vi ikke sparker den ind

image - Generelt set skal vi blive en anelse dygtigere i begge felter, men langt hen ad vejen kan vi være godt tilfredse med præstationen, fortæller Morten Christiansen.
31. oktober 2018 kl. 16:10
Morten Christiansen vender både de gode og de mindre gode elementer i lørdagens 2-0 nederlag til VSK Aarhus.

Odense Q led et 2-0 nederlag i lørdagens hjemmekamp mod VSK Aarhus. Vi fangede cheftræner Morten Christiansen til en snak om Odense Q-troppernes indsats i opgøret.


Hvad er du mest tilfreds med i lørdagens kamp mod VSK Aarhus?

- Jeg synes stadig, at det er det hårde arbejde og det her med at stå rigtigt på banen, pigerne gør rigtig godt. Vi møder et hold, som er rigtigt dygtige, og især i 1. halvleg formår de at gøre os sårbare. Men efter de får scoret i starten af 2. halvleg, rejser vi os og spiller rigtig godt de næste 20-25 minutter, hvor vi også godt kunne have udlignet. Men jeg er tilfreds med, at vi arbejder stenhårdt, og at vi bliver ved med at prøve at gøre de rigtige ting. Vi forsøger at spille fodbold i alle 90 minutter, og vi falder ikke sammen på nogen måde.


Hvad er du så mest skuffet over?

- Efter 5 flotte mål ovre i Farum er jeg lidt skuffet over vores effektivitet i deres felt. Man kommer normalt ikke frem til mange chancer i sådan en fodboldkamp, men i lørdags kom vi faktisk frem til en del. Og når vi nu gør det, er det selvfølgelig ærgerligt, vi ikke sparker den ind.


Hvad skal I tage med jer fra kampen?

- Pigerne skal have enormt stor ros for, at de bliver ved med at rykke sig og gøre de rigtige ting inde på banen. Generelt set skal vi blive en anelse dygtigere i begge felter, men langt hen ad vejen kan vi være godt tilfredse med præstationen. Vi har et spændende slutprogram foran os, og det er vigtigt, at vi bliver ved med at stå sammen som hold og kæmpe for de point, vi skal opnå.

På lørdag skal Morten Christiansen og Odense Q-tropperne på besøg hos BSF, der tog en kneben 1-0 sejr med fra Odense i det omvendte opgør tilbage i august måned. Der er kickoff kl. 12:30 i Ballerup.

Luk