Malene Rodríguez: Har været det helt rigtige
Malene Rodríguez Rasmussen har været en af efterårets helt store offensivprofiler i Odense Q. Den 20-årige angriber kom til fra Fredericia KFUM i sommers, og i indeværende sæson står hun foreløbigt noteret for 12 mål i 11 kampe.
Vi har taget en snak med Malene om hendes fodboldkarriere og om indtrykkene fra de første målrige måneder i Odense Q.
Kan du fortælle os lidt om din fodboldmæssige baggrund?
- Jeg startede som 5-årig i en lille klub, der hed FFF, som senere rykkede pigeafdelingen til Fredericia KFUM, hvor jeg har spillet det meste af min ungdom. Da jeg var 15 år, rykkede jeg til KoldingQ, hvor jeg spillede i halvandet år og bl.a. trænede med U18 DM. Men så blev jeg skadet og var faktisk væk fra fodbolden i knap 2 år, inden jeg valgte at starte op igen i Fredericia KFUM. I januar 2018 flyttede jeg så til Odense, og her i efteråret har jeg taget hul på min første sæson i Odense Q.
Dit latinamerikanske mellemnavn — Rodríguez — har givet Odense Q-holdkortene et frisk internationalt pust i denne sæson. Hvor stammer navnet fra?
- Min mor er argentiner. Hun kom til Danmark for 26 år siden, og jeg har været med på rejser til Argentina, siden jeg kunne kravle. Så jeg er vokset op med både den danske og den argentinske kultur, og jeg er rigtig glad for at have oplevet begge dele. I Argentina har jeg set og mødt folk, der ikke har så meget i forhold til, hvad vi har i Danmark, og det føler jeg også, jeg har lært en hel del af. Jeg kan for eksempel huske, hvordan vi som børn var ude og spille fodbold med de lokale for første gang. Vi kom ud på banen med fodboldstøvler på, men ingen af dem, som vi skulle spille mod, havde nogen. De spillede alle sammen i bare fødder, og så måtte vi jo gøre det samme.
Hvem har inspireret dig mest i løbet af din fodboldkarriere?
- Den person jeg ser allermest op til, er min storebror. Han har selv spillet fodbold i rigtig mange år, bl.a. i OB og Middelfart, og jeg tror, at han er den, der har inspireret mig mest rent fodboldmæssigt. Meget af min tid i Fredericia KFUM har jeg haft min far som træner, og han har selvfølgelig også haft en rigtig stor indflydelse på min udvikling. Og bare det at jeg kommer fra en fodboldfamilie, har sikkert også haft stor betydning for, at jeg startede med det i sin tid.
Hvad fik dig til at skifte til Odense Q?
- Jeg kunne have skiftet allerede i foråret, lige efter jeg flyttede til Odense, men valgte at spille en halvsæson mere i Fredericia, hvor jeg pendlede frem og tilbage. I sommers besluttede jeg mig så for, at jeg hellere måtte se at få udvidet min sociale kreds her i byen, og det har bare været det helt rigtige at fortsætte i Odense Q.
Se mål og detaljer fra Malene og holdkammeraterne i vores tilbageblik på første halvdel af efterårssæsonen:
Hvordan har du oplevet din første tid i klubben?
- Den har været rigtig, rigtig god. Vi er jo en del nye spillere, og det er i forvejen en stor klub inden for damefodbolden, så der var mange nye piger at møde, men det har været super godt. Da jeg skiftede, havde jeg egentligt regnet med, at jeg skulle træne og spille kampe med Albaniserie-holdet og glædede mig rigtig meget til det. Nu træner jeg i stedet med 3F Liga-truppen 4 gange om ugen og spiller kampe med Albaniserien. Det har været helt vildt godt, og det har udviklet mig rigtig meget, at jeg har fået lov til at træne med på så højt et niveau.
Hvem af dine medspillere "klikker" du bedst med?
- Indtil videre har jeg været meget sammen med Sofie (red. Ottosen). Vi er lidt i samme situation, da vi træner med hos 3F og spiller kampe i Albaniserien. Og så bor vi tæt på hinanden, så vi følges også til og fra træning. Men generelt set er det sociale super godt på begge hold. Man laver sociale arrangementer, som fx når vi spiser sammen efter træning. Og under opstarten — på en af de varme sommerdage — var vi også med 3F Liga-truppen til en fælles svømmetur i havnebadet, inden vi alle tog på Storms Pakhus for at spise bagefter. De arrangementer er super hyggelige, og det har været fedt at opleve, at der er tid og plads til den slags, selvom man træner så meget, som man gør.
Du fik din førsteholdsdebut, da du kom ind fra bænken i pokalsejren mod Middelfart og lavede to mål. Hvordan ser du tilbage på den oplevelse?
- Det var mega fedt, fordi det er i en pokalkamp som den, jeg kunne håbe på at få chancen. Jeg vil ikke sige, at jeg var nervøs, men der var en eller anden spænding over det, da jeg kom ind med en halv time igen. Jeg fokuserede bare på at spille og tænke hurtigt, og det gik heldigvis godt. Og så kunne jeg jo skrive en førsteholdskamp på CV'et og endda med to mål, så det var bare en rigtig fed oplevelse.
Har du sat dig nogle personlige mål for din fodboldmæssige udvikling?
- Mine personlige mål har helt klart ændret sig, siden jeg kom til klubben, fordi jeg nu træner med 3F Liga-holdet. Men helt overordnet set er mit mål bare at udvikle mig så meget, som jeg nu kan. Og forhåbentligt – på et eller andet tidspunkt – måske blive udtaget til en 3F Liga-kamp eller få chancen i flere pokalkampe med førsteholdet. Men jeg nyder også at spille med Hold 2, og i min korte tid med holdet har vi allerede spillet en masse fede kampe og vundet Albani Pokalen. Så jeg er godt tilfreds med begge hold lige nu.
Malene forventes at være med for Hold 2, når de på lørdag kan sikre sig oprykning fra Albaniserien i kampen mod B1913. Der er kickoff kl. 15:00 i Marienlyst.