Se billeder fra torsdagskampen i Århus
Torsdag aften var Odense Q på besøg i det østjyske, da man stødte sammen med VSK Aarhus i 3F Ligaens femte spillerunde. Værterne måtte påtage sig favoritværdigheden forud for kampen, og med et rent bur og to scoringer i hver halvleg levede de i den grad op til hjemmepublikummets forventninger.
Se kampinfo her (DBU.dk)
Mathilde Skovsen og Kathrine Spanner stod for målene i første halvleg, mens Signe Andersen, som nu er delt topscorer i 3F Ligaen, nettede to gange for værterne i anden halvleg. Med sejren hopper VSK Aarhus op på 2. pladsen i 3F Ligaen, mens Odense Q fortsat indtager 7. pladsen med blot et enkelt point op til Vejle, som lørdag spillede 1-1 hjemme mod KoldingQ.
I næste uge skal Odense Q-tropperne i kamp i både pokal- og ligaturnering. Tirsdag skal man på udebane op imod Seest, som til daglig frister en tilværelse i Kvindeserien, inden man søndag eftermiddag får besøg af BSF i en kamp om særdeles vigtige point i 3F Ligaens bundstrid.
Se billeder fra kampen i Århus i galleriet herunder.