Se billeder fra premieren mod Fortuna Hjørring

Læs en kort gennemgang af onsdagens sæsonpremiere, og se alle billederne fra opgøret i galleriet længere nede.
Odense Q-Fortuna Hjørring 1-6 (1-0)
Odense Q var på en svær opgave på hjemmebane mod vicemestrene fra Fortuna Hjørring, som allerede var kommet godt fra land i 3F Ligaen med fuldt pointudbytte fra holdets første to kampe.
Hjemmeholdet har nydt stor udskiftning i truppen henover sommeren, og da man samtidig har haft en sen opstart og oplevet akutte ændringer i startprogrammet, var der masser af spørgsmålstegn i det odenseanske forud for premieren. Derfor kom det også som lidt af en overraskelse, da værterne tog føringen efter 15 minutters spil. Nyankomne Sille Struck var først over en løs bold i Fortuna-feltet, og hun gjorde det til 1-0 oven på en flot og intens start på kampen fra værterne.
Det spilmæssige overtag tilhørte dog Fortuna Hjørring, og Odense Q-defensiven havde som forventet en travl dag på kontoret. Men med en blanding af høj koncentration, vigtige redninger og den rette mængde held formåede hjemmeholdet at modstå den nordjyske trussel og holde 1-0 føringen frem til pausen.
Gæsterne kom særdeles stærkt fra start i anden halvleg. Efter blot to minutters spil skabte Signe Bruun balance i regnskabet, og minuttet efter blev udligningen fulgt op af indskiftede Agnete Nielsen, der bragte udeholdet i front.
Odense Q-pigerne kæmpede hårdt for at bevare spændingen i opgøret, men i det 73. minut fik nordjyderne lagt yderligere afstand, da Agnete Nielsen kom på tavlen for anden gang i kampen. Gæsternes Signe Bruun ville ikke stå tilbage for sin holdkammerat, og kort efter kunne også hun fordoble sin personlige målhøst fra dagens kamp.
Fem minutter før tid udnyttede Nevena Damjanovic et straffespark, inden Signe Bruun i det 88. minut scorede sit tredje mål til slutstillingen 1-6.
En fortjent sejr til Fortuna Hjørring, som i anden halvleg viste, hvorfor mange har udpeget dem som favoritter til DM-titlen. Hjemmeholdet vil nok nærmere skele til første halvleg for inspiration til de kommende kampe, og sæsonens første 45 Odense Q-minutter gav en masse positive indtryk, som end ikke et femmålsnederlag kan overskygge. Anfører Tenna Kappel løb med titlen som WOTM.
Næste Odense Q-kamp er i morgen, lørdag den 26. august, hvor der venter en mindst lige så svær kamp på udebane mod mestrene fra Brøndby. Der er kickoff i Brøndby kl. 13:00, og kampen kan ses på værternes mycujoo-kanal.
Læs også:
Kappel: - Skal lære af den kamp her
Blandede følelser i Odense Q-lejr efter premierenederlag (bold.dk)