Sarah Jacobsen: - Skal hæve bundniveauet

image - Vi skal hive de tre point hjem og understrege, at skuffelsen fra sæsonpremieren er visket væk, fortæller Sarah Jacobsen.
29. april 2017 kl. 11:37
Odense Q-keeper Sarah Jacobsen giver sit besyv med inden lørdagens kamp mod VSK Aarhus.

Lørdag er det igen kampdag på Marienystcentrets Bane 1, hvor VSK Aarhus kommer et smut forbi. Vi kontaktede Odense Q's sidste skanse, Sarah Jacobsen, for at få hendes syn på kampen og høre lidt om forventningerne til den defensive indsats i dagens kamp. 

Hvordan har du oplevet starten på sæsonen?

- Den startede lidt dramatisk med nederlag i en kamp, som vi virkelig skulle ha’ vundet. Men derudover synes jeg, at vi er kommet godt igen med sejrene over Sundby og SønderjyskE. Det siger også noget om karakterstyrken på holdet, at vi får afgjort tingene efter SønderjyskEs comeback sidste weekend. Det viser, at vi virkelig vil det her.

Efter clean sheet i Sundby var mange overbeviste om, at der nu var helt styr på tingene nede bagi. Den fornemmelse ændrede sig dog drastisk, da SønderjyskE i sidste weekend scorede tre mål på ti minutter. Hvad gik der galt?

- Vi stopper med at gå ind i duellerne og tager ikke de nærkampe, vi skal. Og så falder vi alle i kadence. Så i forhold til den kamp skal vi ha’ hævet vores bundniveau og sørge for at undgå de store udsving. Der skal vi som hold steppe op og sikre, at det ikke sker igen.

Hvad forventer du af dig selv og dine defensive kolleger i morgen?

- At vi holder nullet og står stærkt gennem hele kampen. Vi har fået en god forståelse for hinanden dernede, og det ser bedre og bedre ud for hver kamp, der går. Det bliver vigtigt at få kommunikeret tingene ordentligt, og vores defensive arbejde starter jo allerede hos de forreste, så det er der fokus på hele vejen op igennem holdet. Mit job som målmand er klart nemmest, når resten af holdet gør deres arbejde ordentligt. Det er selvfølgelig fedt at stå en god kamp, hvor jeg kan bidrage med redninger, men jeg vil hellere ha’ en stille kamp pga. en stærk kollektiv indsats i vores defensive arbejde. Det er jo trods alt det store fællesmål, vi stræber efter dernede.

Hvad vil være vigtigt for dig at få med fra dagens opgør?

- Vi skal hive de tre point hjem og understrege, at skuffelsen fra sæsonpremieren er visket væk. Jeg håber også på at se nogle af de ting, vi har arbejdet med til træning, og så skal vi simpelthen bare ud at vise, at vi er mentalt klar til at lægge det tryk, der skal til for både at true og dæmme op for VSK Aarhus gennem hele kampen.  

 

Kampen sparkes i gang kl. 13:00 på Marienlystcentrets Bane 1. 

Luk