Odense Q-nederlag i tæt lokalopgør

image
01. april 2017 kl. 21:28
Der var skarpheden til forskel, da Odense Q lørdag måtte indkassere et 2-1 nederlag i årets første turneringskamp.

Odense Q-Næsby 1-2

’37 Trine Wengel 0-1

’45 Cecilie Skov 1-1

’79 Kamilla Ø. Jensen 1-2

Der var lagt op til lidt af en sæsonpremiere i det fynske, da Odense Q tog imod Næsby i kvalifikationsligaens første spillerunde. Læs referat af dagens kamp her:

1. halvleg

Odense Q var mest dominerende i kampens indledning, men ud over et par afrettede langskudsforsøg fra Line Munk var der ikke for alvor fare på færde. Efter 13 minutters spil var det så Næsbys tur til at være farlige. Gæsterne trængte igennem på højrekanten og fik dirigeret bolden ind i fødderne på en fri Trine Wengel i feltet, men hendes afslutning sad lige i favnen på Odense Q-keeper Sarah Jacobsen.

Opgøret bød på hårde dueller, og omkring midten af første halvleg var der flere lange ophold, da enkelte spillere måtte tilses af lægestaben. Det trak lidt tempo ud af kampen, som dog blev kraftigt genoplivet med 10 minutter tilbage af første halvleg. Annika Hansen brød gæsternes opspil og fik afsluttet i feltet oven på en flot solotur, men Næsby-keeperen kom ned og fik blokeret. Blot to minutter senere var der tryk på i den anden ende. Næsby kombinerede sig igennem og sendte bolden ud på venstrekanten. Herfra blev et indlæg drejet ind i fødderne på Trine Wengel, som med en simpel afslutning kunne bringe udeholdet foran.

Værterne var hurtige til at svare igen, og lykkedes med at få rykket spillet længere frem på banen, og langt inde i første halvlegs overtid kom udligningen. Annika Hansen sendte en håbefuld ballonbold ind i feltet, og da gæsternes keeper stødte sammen med venner og fjender i sin jagt efter bolden, droppede den ned foran Cecilie Skov, som kastede sig ind i bolden og skabte balance i regnskabet.

2. halvleg

Vi skulle frem til det 55. minut for at finde første store tilbud i anden halvleg. I kontrafasen fandt Anna-Sofie Rosholm en fremadstormende Britta Olsen, men Odense Q-angriberens afslutning fra kanten af feltet strøg lige forbi den ene målstolpe.

En time inde i kampen var Næsbys Kamilla Ø. Jensen nærgående med et frispark fra knap 30 meters afstand, men Sarah Jacobsen kunne let følge den til dørs. Minuttet efter kom Odense Q igennem til en stor mulighed efter et flot opspil. Line Munk fandt Britta Olsen i dybden i venstre side, og efter et par berøringer sendte hun den bagerst i feltet til Sofie Karsberg, men hendes ellers kraftfulde halvflugter gik en meters penge over mål.

Hjemmeholdet sad på spillet, men havde svært ved at få afslutningerne til at trænge igennem Næsby-defensiven. I stedet kunne gæsterne så tage føringen efter 79 minutters spil, da Kamilla Ø. Jensen udnyttede en fejl i Odense Q-opspillet og bragte Næsby på sejrskurs.

Værterne fastholdt det spillemæssige overtag i slutfasen, men gæsternes defensiv stod godt organiseret kampen igennem. Det blev heller ikke til flere scoringer, og dermed måtte Odense Q indkassere et knebent nederlag i årets første turneringskamp.

Odense Q: 

S. Jacobsen; S. Karsberg, M. Thomsen, L. Kudsk, C. Skov (’82 M. Henningsen); M. Jessen, L. Munk (78’ M. Sundahl), Tenna Kappel, B. Olsen; A. Rosholm, A. Hansen 

Hjemmeholdets Woman of the Match blev Anna-Sofie Rosholm.

Odense Q spiller næste turneringskamp den 15. april på udebane mod Sundby, der kom godt fra land i kvalifikationsligaen med en 3-2 sejr på udebane mod VSK Aarhus.     

Luk