Odense Q klatrer op i Kvindeserien

image - Der er selvfølgelig stadig de to resterende opgør, hvor vi måske også kommer til at arbejde hårdt for tingene, men nu er vi i hvert fald dér, hvor vi skal være, lyder det fra cheftræner Rene Hansen.
08. juni 2017 kl. 15:28
Med en 5-2 sejr ude mod Tåsinge sikrede Odense Q sig oprykning fra Albaniserien. Få cheftræner Rene Hansens reaktion på kampen og oprykningen her.

Tirsdag aften var Odense Q's Albaniseriekvinder i kamp på Tåsinge. Her hentede man tre point til samlingen og sikrede sig lidt af en 'early bird'-billet til Kvindeserie Vest oven på en forårssæson, der har budt på lutter sejre. Vi fangede cheftræner Rene Hansen til en snak om kampen og om den betydning, som oprykningen har for Odense Q.

I vinder 5-2 på udebane over Tåsinge f.B. Hvordan oplevede du kampen?

- Det var en kamp, hvor vi måske går ud og undervurderer modstanderen lidt. Tåsinge startede rapt ud og lagde stort pres på os fra start. Og efter 10 minutter kommer vi også bagud, efter vi svigter i markeringen. Et ærgerligt mål at indkassere, men det var med til at vække os lidt op. Vi rykker rundt på et par pladser, og efter vi lige har fundet os selv inde på banen, kommer der bedre styr på spillet. Efter 25 minutter udligner Hannibaldsen på et flot lob. Vi får lagt et højt pres på Tåsinge i store perioder af første halvleg, og en af de presaktioner skaber en god chance til Helena (red. Vigen), der sparker den ind til 2-1. Den stilling går vi til pause med. Ved pausetid føler jeg, at vi er godt med og har fået rimeligt styr på tingene. Vi har efterhånden spottet, hvor Tåsinge er skarpe, og ca. et kvarter inde i anden halvleg lykkes vi igen med at vinde bolden højt oppe på banen. Megan (red. Foster) laver en smart finte og spiller Hannibaldsen, der sender den ind foran mål til Helena, og hun scorer til 3-1. 10 minutter senere netter Hannibaldsen så selv til 4-1 på et langskud, men med et kvarter igen har vi en misforståelse i defensiven, som Tåsinge udnytter til at få reduceret. Vi får lukket kampen ca. fem minutter før tid, da Hannibaldsen scorer sit tredje mål til slutstillingen 5-2.

Hvordan vil du vurdere præstationen på Tåsinge?

- Den seneste tid har der været mange afbud pga. eksamener, så vi har ikke trænet så meget, som vi måske burde. Med tanke på at der har været andre prioriteter at se til for spillerne, er jeg godt tilfreds med det, vi leverer.  

Med sejren rykker I op i Kvindeserie Vest. Hvad betyder den oprykning for Odense Q?

- For klubben er det vigtigt, vi rykker en tak op. Vi har 3F Liga-spillere, der skal udfordres på et lidt højere niveau. Ikke at forklejne Albaniserien, som er en okay række, men den er også meget lokal og med meget blandet kvalitet på holdene. Vi har i bund og grund kun været presset i to af kampene. Der er selvfølgelig stadig de to resterende opgør, hvor vi måske kommer til at arbejde hårdt for tingene, men nu er vi i hvert fald dér, hvor vi skal være. Vi har scoret en masse mål og kun indkasseret tre, heriblandt et selvmål, så jeg synes pigerne har gjort det rigtig godt i løbet af foråret.

Vi ønsker spillere og trænere et stort tillykke med oprykningen! Næste Odense Q-kamp i Albaniserien er på søndag den 11. juni mod Kildemosen med kickoff kl. 11 i Marienlyst.

Tåsinge f.B-Odense Q 2-5 (1-2)

'10 M. Larsen (1-0)

'25 M. Hannibaldsen (1-1)

'33 H. Vigen (1-2)

'61 H. Vigen (1-3)

'66 M. Hannibaldsen (1-4)

'75 I. Kristensen (2-4)

'83 M. Hannibaldsen (2-5)

Odense Q: J. Larsen, M. Seistrup, I. Lauridsen, M. Hansen, J. Holm, N. Christensen, A. Østerbye, M. Foster, H. Vigen, M. Hannibaldsen, M. Henningsen, L. Jørgensen, H. Elly, C. Pedersen 

Luk