Albaniseriekvinderne nærmer sig suveræn forårssæson
Odense Q's Albaniseriekvinder fortsætter jagten på den perfekte forårssæson, efter man søndag tog en 5-3 sejr hjemme over Kildemosen. Se alle billederne fra opgøret i galleriet længere nede og fang cheftræner Rene Hansens tanker om kampen her:
I vinder 5-3 over Kildemosen. Hvordan oplevede du kampen?
- Det startede skidt, i og med vi kom bagud efter fire minutter. Vi blev presset, og den udfordring var vi måske ikke helt forberedte på. I vores træningskamp mod Kildemosen tidligere på året var vi ret overlegne, men denne gang kom de med noget mere fysik og tog også til tider alle midler i brug. De spillede til deres styrker, og det gjorde de godt. På bænken havde vi en tro på, det nok skulle gå, også selvom det ikke altid var det kønneste spil, vi viste. Vi får udlignet, da Megan stikker Dagbjört, som sætter den ind. Derefter træder ’Hanni’ i karakter. Først laver hun en assist til Megan, der scorer til 2-1, inden hun selv sætter den ind til 3-1 kort efter.
- Anden halvleg var der mere ro på spillet. Hanni gør til både 4-1 og 5-1 på få minutter, efter hun kommer på enden af oplæg fra hhv. Dagbjört og Signe. Derfra tager vi en slapper, og på vej ind i slutfasen får Kildemosen scoret to hurtige mål til slutstillingen 5-3, et af dem på et flot hovedstød.
- Alt i alt en god sejr for os. Det er rart, at vi fortsat har mulighed for at gå ubesejret igennem rækken. Og meget imponerende, at Hannibaldsen laver hattrick for anden kamp i træk.
Tremålsskytten Michele Hannibaldsen blev da også kåret til kampens spiller, mens Signe Madsen løb med den mindre prestigefyldte bamse som følge af et par gode afbrændere og et stolpeskud.
Odense Q-Kildemosen BK 5-3 (3-1)
’4 A. Holm
’20 D. Agnarsdóttir
’28 M. Foster
’33 M. Hannibaldsen
'55 M. Hannibaldsen
'56 M. Hannibaldsen
'74 A. Rasmussen
'79 B. Lyngsaa
Odense Q havde følgende spillere i aktion: J. Larsen, M. Seistrup, L. Brix, I. Lauridsen, M. Hansen, J. Holm, N. Christensen, A. Østerbye, M. Foster, D. Agnarsdóttir, M. Hannibaldsen, A. Østerbye, I. Rosholm, L. Jørgensen, A. Pedersen og C. Pedersen