Overraskelsen udeblev i Ballerup
Lørdag var Odense Q i aktion på udebane imod BSF. Værternes Tanya Arngrimsen åbnede scoringen efter 33 minutters spil, da hun dirigerede bolden op fjerneste hjørne fra kanten af feltet. BSF's 1-0 føring holdt helt frem til anden halvlegs overtid, hvor netop indskiftede Marie Grib lukkede og slukkede til slutresultatet 2-0, efter hun fik sidste fod på en BSF-kontra. Se alle billederne fra kampen i galleriet længere nede på siden.
Stadig håb om slutspil i Odense
Med nederlaget glippede Odense Q-tropperne muligheden for at øge distancen til Vejle, men håbet om en slutspilsplads lever stadig i bedste velgående for odenseanerne. Søndag eftermiddag tog Vejle føringen i tre omgange, men måtte alligevel nøjes med en pointdeling på hjemmebane mod et stædigt kæmpende Varde-hold. Derfor skal Vejle have point i sidste kamp på udebane mod de danske mestre fra Brøndby, hvis vejlenserne skal vinde adgang til forårets slutspil. For BSF’s vedkommende betyder weekendens resultater, at de ”blot” skal undgå at tabe deres sidste kamp i grundspillet, hvor BSF ude møder VSK Aarhus i en direkte duel om 3. pladsen.
Jakob Pavars sidste kamp
Lørdagens kamp var også den sidste for cheftræner Jakob Pavar i denne omgang, efter han annoncerede sit stop i sidste måned. I næste uge tager vi en snak med den snarligt afgående cheftræner om både BSF-kampen og afskeden med cheftrænerjobbet i Odense Q.